Skip til hoved indholdet

Usserød Skole i nyt nationalt projekt om udvikling af digital teknologiforståelse

Usserød Skole i Hørsholm har indledt et samarbejde med Videnscenter for Digital Teknologiforståelse om at udvikle en ny dansk tilgang til digital teknologiforståelse i skolen. 

Digitale teknologier er en del af den verden, som vores børn og unge vokser op i. I et nyt samarbejde mellem Usserød Skole, andre skoler, gymnasier og Videnscenter for Digital teknologiforståelse mødes forskere, IT-didaktiske konsulenter, lærere og elever fra i alt 11 skoler og gymnasier om at udvikle undervisningsforløb og teknologi. I det fælles forskning- og udviklingsarbejde er det målet at opnå erfaringer med, hvordan teknologiforståelse kan være en del af bl.a. dansk- og matematikfaget samt hvordan det kan være motiverende for eleverne. Derudover er der fokus på, hvordan teknologiforståelse kan integreres mere og bedre i fagene. På den måde kan eleverne opnå forudsætninger til at agere som kompetente og kritiske samfundsborgere i et demokrati, hvor de dagligt skal navigere i væld af informationer.

Usserød Skole har allerede gjort sig nogle erfaringer med at arbejde med teknologiforståelse, fortæller skoleleder Timm Troet Hald, men håbet er, at projektet vil gøre skolen endnu bedre til at udvikle elevernes teknologiske kompetencer

6. og 7. årgang bliver teknologisk kompetente

På Usserød Skole skal eleverne på 6. og 7. årgang i det kommende skoleår arbejde med teknologiforståelse som en del af deres danskundervisning. Lærerne afprøver materiale, som forskere fra en række danske universiteter og professionshøjskoler har udviklet.

Dansklærerne og deres elever skal f.eks. hjælpe med at udvikle og afprøve et forløb om store sprogmodeller, som blandt andet ChatGPT er et eksempel på. Eleverne skal træne en computermodel ved at karakterisere argumenter for og imod brugen af sociale medier, og efterfølgende undersøge og diskutere modellens nøjagtighed og bias. Desuden skal eleverne arbejde med at forstå teknologien bag samtalerobotter som ChatGPT. De skal arbejde med at koble denne forståelse til at kunne vurdere konsekvenser ved anvendelsen af samtalerobotter og kunstig intelligens – både for den enkelte og for samfundet. Derfor arbejdes der med at se tekst som data og sandsynligheder, når der arbejdes på at fremskrive scenarier for disse teknologier indflydelse fremadrettet.

Samtidig med at eleverne tester de nye muligheder, undersøger Videnscentret om aktiviteterne bidrager til elevernes digitale myndiggørelse og evne til kritisk at tage stilling til både eksisterende digitale teknologier og udviklingen af nye.

Alle er velkomne til at følge med på videncentrets site: www.tekforstaa.dk, hvor nyheder og informationer om forsknings- og udviklingsarbejdet bliver formidlet og arrangementer bliver gjort tilgængeligt. Her er det også muligt at finde kontaktoplysninger på de andre deltagere i projektet.         

Projektets deltagere

Videnscenter for Digital Teknologiforståelse

Syvstjerneskolen, Furesø Kommune

Søndervangskolen, Favrskov Kommune

Ikast Østre Skole, Ikast-Brande Kommune

Usserød Skole, Hørsholm Kommune

Valhøj Skole, Rødovre Kommune

Aarhus Katedralskole, Region Midt

Gefion Gymnasium, Region Hovedstaden

Rosborg Gymnasium & HF, Region Syd

Roskilde Katedralskole, Region Sjælland

Aarhus Gymnasium, Aarhus Tech, Region Midt

NEXT Vestskoven Gymnasium, Region Hovedstaden

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os