Skip til hoved indholdet

MGP for udviklingshæmmede: Pailletter og plads til alle

Igen i år blev MGP for udviklingshæmmede en succes. 

Kulturhus Trommen satte de spektakulære rammer for en af årets største oplevelser, da Hørsholm Kommune og Bofællesskabet Solskin var vært for MGP for udviklingshæmmede – Nordsjælland. Solskin vandt sidste års MGP for udviklingshæmmede og var derfor udpeget til at stå for dette års arrangement. 

I alt var der mere end 270 gæster fra hele Nordsjælland. Nils Olof Färnström, beboer i Solskin i Hørsholm og bandmedlem af Solskins Stjerneband fortæller begejstret: ”Det er ligesom X-Factor. Det var en smaddergod fest. Det var godt at være på scenen, og jeg syntes, at jeg klarede det godt.” 

Greenroom og sponsorgaver

Et nyt tiltag i år var greenroom’et, hvor deltagerne blev interviewet af en journalist og fik taget billeder. 

I pauserne mellem sangene kunne deltagerne hente flotte gaver i sponsorboden, hvor Hørsholms butikker havde doneret mere end 100 gaver. 


I alt stillede syv bands op i konkurrencen. Vindersangen blev 'Video Video' som botilbuddet SPUC fra Helsingør stillede op med. 

Hørsholm kom på en andenplads med Bofællesskabet Solskins sang ’Lanterne’. Tredjepladsen blev delt mellem bostedet Christian d. X Allé fra Lyngby, brugerbandet De knuste Ruder fra værkstederne i Rude Skov ved Ebberød i Rudersdal og Bredegaard Blindecenter i Fredensborg. 

Arrangementet blev gennemført med hjælp fra medarbejdere fra bosteder, bofællesskaber, beskyttede beskæftigelsestilbud samt klubber og aktivitetstilbud til udviklingshæmmede i hele Nordsjælland.


Hjemmevejleder Ann Marie Rotto fra Bofællesskabet Solskin, der havde fået opgaven med at holde styr på MGP i år opsummerer:

”MGP for udviklingshæmmede blev igen i år en kæmpe succes. Musikken giver så meget glæde til alle beboerne, de ser frem til aftenen og det samler dem på kryds og tværs af bosteder, alder og formåen. Musik bygger bro mellem folk, også for vores beboere. Det styrker dem i at tro på sig selv, det giver glæde og selvtillid.”

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os