Erfaren kulturhusleder i spidsen for Trommen
Hørsholms Kulturhus Trommen får ny leder. Tidligere spillestedsdirektør Eva Rehling bliver fra 1. april 2025 ny kunstnerisk og administrativ leder af Kulturhus Trommen i centrum af Hørsholm, der både rummer bibliotek, biograf, teater- og koncertsale samt foyerbar og restaurant.
Eva Rehling har lang erfaring fra kulturverdenen senest som direktør for Montmartre, hvor hun har været den drivende kraft i at genetablere Montmartre som allround jazzspillested. Hun har tidligere været chef for spillestedet Amager Bio, kulturchef for kulturinstitutionerne Børnekulturhus Ama'r, Loftet og Kulturhuset Islands Brygge og leder af Vallensbæk Bibliotek og Kulturhus.
I efteråret 2024 blev Eva Rehling hentet ind som ekstern konsulent i Hørsholm Kommune for at udarbejde en ny strategi for udvikling af Trommen henimod et mere levende og aktivt kulturhus, hvor bibliotek, arrangementer og biograffunktion skal kombineres i en fleksibel model, hvor også frivillige foreninger og private udbydere af kultur kan benytte faciliteterne. Eva får nu muligheden for at følge strategien til dørs.
Velfærds- og kulturdirektør Jan Dehn glæder sig til at byde Eva Rehling velkommen til Hørsholm Kommune. - Vi har nogle spændende år foran os, hvor Trommen skal udvikle sig i en ny retning. Det er jeg glad for, at Eva Rehling har takket ja til at stå i spidsen for. Spørgsmålet er helt enkelt: Hvordan kan Trommen udvikle sig at blive et endnu mere levende, fleksibelt og aktivt kulturhus, som både unge og ældre i Hørsholm har lyst til at bruge? Det er udfordringen, som Eva Rehling sammen med medarbejderne skal løse. Jeg er sikker på, at Eva med sin brede erfaring og allerede store viden om Trommen kommer godt i mål med opgaven, siger velfærds- og kulturdirektør Jan Dehn.
Eva Rehling ser også frem til at starte i Trommen 1. april. – Jeg glæder mig meget til, sammen med medarbejdere, frivillige, foreninger og andre interessenter, at bidrage til at gøre Trommen til et kulturelt samlingspunkt i kommunen. Tidligere har jeg været drivkraften bag udviklingen af Jazzhus Montmartre, Amager Bio og Vallensbæk Kultur- & Borgerhus som vigtige kulturinstitutioner på deres områder. Trommen har en bredere kulturprofil og et stort potentiale, med musik i alle genrer, teater, biograf, foredrag mm., og jeg ser frem til at kunne bidrage med mine gode erfaringer med at samarbejde med både professionelle aktører og lokale frivillige, siger Eva Rehling.
Om Eva Rehling
Eva Rehling er uddannet cand.merc. i strategi, organisation og ledelse fra CBS og efterfølgende taget en Master i Oplevelsesledelse og –økonomi. Hun har bestredet en række direktør-, chef-, leder- og bestyrelsesposter og var senest direktør for Jazzhus Montmartre i en periode, hvor spillestedet undergik en stor forvandling.
Om Kulturhus Trommen
Kulturhus Trommen er beliggende i centrum af Hørsholm og indeholder bibliotek, biograf, teater- og koncertsale samt foyerbar og restaurant. Trommen blev bygget i 1987 af arkitekt Knud Munk og er med sin karakteristiske, runde, smukke koncertsal et af Nordsjællands arkitektoniske og kulturelle pejlemærker. Huset, der har fælles indgangsparti og foyerområde med biblioteket, summer af liv og kultur. Med sit bibliotek, sin biograf og mange arrangementer er Kulturhus Trommen hovedleverandør af kultur i Hørsholm Kommune. Samtidig er Kulturhus Trommen også stedet, hvor der kan afholdes private konferencer, foredrag og møder mv. Meget kort fortalt er Trommen et hus, der byder på et utal af muligheder for såvel ældre og yngre kulturbrugere.