Skip til hoved indholdet

Eksempel på hvordan det foregår, når du ringer til Hørsholm Kommune

I Hørsholm Kommune er det en rådgiver, der tager telefonen, når du ringer.

- - - - 

Rådgiver: “Hej, du taler med en rådgiver fra Hørsholm Kommune. Hvem taler jeg med?”

Frederik: “Hej, det er Frederik.”

Rådgiver: “Hej Frederik. Vil du fortælle mig lidt om, hvorfor du ringer?”

Frederik: “Min far drikker meget alkohol. Nogle gange kører han væk uden at sige det og kommer først hjem lang tid efter, hvor han er fuld. Min mor og far råber meget ad hinanden. Jeg kan nogle gange høre min mor græde, når jeg er gået i seng og skal til at sove. Jeg er rigtig ked af det, fordi jeg føler sjældent, jeg er sammen med min ’rigtige’ far. Nogle gange falder han og slår sig, når vi er ude. Det er pinligt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.”

Rådgiver: “Tak, fordi du fortæller mig det, Frederik. Jeg kan godt forstå, du har det svært! Må jeg høre lidt mere om din mor? Har du talt med hende eller andre voksne, du er tæt på, om din far?”

Frederik: “Jeg føler ikke, jeg kan tale med hende om det. Hun er på arbejde, og derhjemme skal hun lave alting. Jeg vil ikke være til besvær og give hende flere problemer. Min lillesøster har mest brug for min mor.”

Rådgiver: “Du lyder som en betænksom dreng, der passer godt på din familie. Men det er også vigtigt, at du har det godt og ikke skal bekymre dig. Har du fortalt de ting, du fortæller mig, til en anden voksen?”

Frederik: “Nej, ikke rigtigt. Jeg synes, det er lidt pinligt.”

Rådgiver: “Tak for din ærlighed, Frederik. Jeg vil gerne invitere dig og dine forældre til en samtale med mig eller en af de andre, der arbejder her i kommunen. Det er nemlig ret vigtigt, at vi får talt med dine forældre om det, du synes er svært, så du kan få det bedre.

- - - -

Når du har talt med os, får du måske at vide, at vi har brug for mere viden om dig og din situation for at finde ud af, om vi kan hjælpe dig. Det kan også være, du skal tale med nogle andre. Men hvad sker der egentlig i sådan en proces?

Læs mere om, hvad der sker, når du har talt med os

Gå tilbage til hovedsiden:
Har du brug for hjælp fra en voksen?

Hvis du har spørgsmål til, hvad du kan få hjælp til, og hvordan det foregår, når du kontakter kommunen, kan du finde mange svar i:
Spørgsmål og svar

Hvis du skal til møde med en rådgiver i kommunen, kan der være nogle ord, som du ikke kender så godt. Dem får du her i en samlet liste herunder.
Svære ord, der er gode at kende

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os