---
title: "Nu starter skolebestyrelsesvalget på kommunens folkeskoler"
description: "I foråret 2026 afholder Hørsholm Kommunes folkeskoler valg til skolebestyrelsen. Valget giver forældre mulighed for at få indflydelse på deres barns skolegang og på skolens udvikling de kommende år."
date: "2026-03-26"
created: "2026-03-26"
---

[Hjem](https://horsholm.dk/)

                    [Nyhed](https://horsholm.dk/nyhed)

                [Nu starter skolebestyrelsesvalget på kommunens folkeskoler](https://www.horsholm.dk/nyhed/nu-starter-skolebestyrelsesvalget-paa-kommunens-folkeskoler)

# Nu starter skolebestyrelsesvalget på kommunens folkeskoler

I foråret 2026 afholder Hørsholm Kommunes folkeskoler valg til skolebestyrelsen. Valget giver forældre mulighed for at få indflydelse på deres barns skolegang og på skolens udvikling de kommende år.

I foråret 2026 afholder Hørsholm Kommunes folkeskoler valg til skolebestyrelsen. Valget giver forældre mulighed for at få indflydelse på deres barns skolegang og på skolens udvikling de kommende år.

Skolebestyrelsesvalget omfatter alle folkeskoler i kommunen herunder specialskolen Lundevejsskolen.

Formand for Børne- og Skoleudvalget Maj Allin Thorup understreger betydningen af forældrenes engagement:

”Skolen er et af de vigtigste fællesskaber i vores børns liv. Når forældre engagerer sig i skolebestyrelsens arbejde, er de med tæt på de beslutninger, der former hverdagen for eleverne”

Hun fremhæver at skoleområdet står i en tid med udvikling og nye muligheder:

”Der sker meget på skoleområdet i disse år. Derfor betyder det enormt meget, at engagerede forældre tager del i arbejdet. Deres erfaringer og indsigt er en vigtig del af at sætte en fælles retning, hvor vi både udvikler skolen og bevarer de stærke kvaliteter, der allerede kendetegner den”

Forældre, der ønsker at stille op, deltage i valgmøder eller gøre brug af deres stemme, kan følge med på Aula samt skolernes og kommunens hjemmesider, hvor der gives mere praktisk information.

## Fakta om valg til skolebestyrelsen:

- Der skal vælges:
    - 7 forældrerepræsentanter og 7 suppleanter på almenskolerne
    - 5 forældrerepræsentanter og 5 suppleanter på Lundevejsskolen
- Forældrerepræsentanter vælges for en 4-årig periode
- Sidste frist for opstilling som kandidat er 6. maj 2026
- Skolerne kan afholde valgmøder i foråret, hvor regler gennemgås, og kandidater præsenterer sig
- Afstemningsperioden offentliggøres på kommunens og skolernes hjemmesider
- Den nye skolebestyrelse tiltræder 1. august 2026
